Dirch Passer fylder 100 år. Men er han stadig relevant i dag?

Der findes mennesker, som bliver mere end bare mennesker. De bliver en del af den måde, et land husker sig selv og dens historie på. Med fare for at piedestalisere, vil jeg vove den påstand, at Dirch Passer er en af den slags mennesker. Han er mere end en højtråbende skuespiller fra en anden tid eller et navn fra gamle revyplakater. Selv hvis man aldrig rigtigt har set hans film, ved de fleste alligevel, hvem han var.

I år ville Dirch Passer være fyldt 100 år, og det fik mig til at tænke over, hvorvidt han stadig relevant i dag.

Meget af det, der gjorde Dirch Passer så berømt, var bundet til sin tid. Revyen, folkekomedien og lystspillet, den store fysiske komik og det kaotiske tempo i hans optrædener tilhører altsammen en del af dansk underholdning, som nogle i dag vil forbinde med fortiden. Nok spiller revyerne stadig i dag og lystspillet fik også sit comeback i Badehotellet (2013-2024), men jeg vil alligevel mene, at Passers komik er et produkt af sin samtid. Og sådan skal det måske også være? Humor ændrer sig jo over tid.

For dét at være relevant er jo ikke ensbetydende med, at kunsten skal virke 1:1 på samme måde i dag. Nogle kulturpersoner bliver ikke stående, fordi vi stadig forbruger dem aktivt, men fordi de fortæller os noget om, hvem vi har været, og ikke mindst hvem vi står på skuldrene af. Det er også i det nostalgiske tilbageblik, at interessen for gensyn med de gamle film og revy-sketches findes, snarere end i selve indholdet. Vi griner og underholdes af noget andet i dag.

Passer fortæller derimod noget om dansk humor, om folkekomedien og om en tid, hvor underholdning var mindre fragmenteret og noget, vi samledes om. Passer var, så vidt jeg ved, ikke bare populær, han var nærmest en institution. Den slags findes sjældnere i dag, hvor kulturen er langt mere opdelt, og hvor vi ikke længere samles om de samme ansigter på samme måde.

Måske er det derfor, han stadig fascinerer? Ikke nødvendigvis fordi alle stadig ser hans film (selvom jeg nu synes, at mange af dem stadig er et gensyn værd), men fordi han er med til at repræsentere en idé om fælles kultur. En tid, hvor komikere, skuespillere og tv-personligheder kunne blive en del af den nationale hukommelse?

Dermed ikke sagt, at alt skal bevares ukritisk. Tværtimod. Selvfølgelig skal man se tilbage med nye øjne og spørge, hvad der stadig holder, og hvad der hører fortiden til. Men måske er det netop dér, relevansen ligger? Ikke i blind nostalgi, men i samtalen om, hvorfor nogen stadig bliver stående i vores kulturelle landskab.

Så er Dirch Passer stadig relevant? Mit bud er ja. Ikke kun som komiker, men som kulturhistorie. Han er en del af fortællingen om dansk humor, folkekomedien og den tid, hvor hele familien samledes om det samme fjernsyn fredag aften.


Er man mere nysgerrig på Dirch Passer, kan jeg varmt anbefale podcasten Hele Danmarks Dirch af Ole Sønnichsen, der kan lyttes på Mofibo, Podimo, eReolen, Saxo Premium og Nextory.

Skriv en kommentar