Teater: Meter i sekundet

Jeg har fulgt Meter i sekundet længe – først som roman, så som film, og nu som teater. Det er en fortælling, jeg har nærlæst, analyseret og skrevet bachelor om, og derfor var det en helt særlig oplevelse at se den blive vakt til live på scenen i Aalborg Teaters fine opsætning. En fortælling, jeg kender ud og ind, fik pludselig nye ansigter, nye omgivelser – og fællessang.

Forestillingen er på mest fantastiske vis tro mod Stine Pilgaards roman. Store dele af teksten gengives ordret, og det er ikke bare en gestus – det er en styrke. Der er en nænsomhed og respekt for sproget, som klæder forestillingen. Publikum bliver inviteret helt ind i højskolens rytme og ro, og allerede fra start føres vi alle ind i højskoleboblen: Forstanderinden træder frem, og snart synger hele salen – fra sanghæfter, der blev delt ud, inden forestillingen begyndte (altså … med undtagelse af os, der ikke fik ét – men så lyttede vi i stedet med, og tog forestillingen og teksten ind uden at koncentrere os om at skulle synge rigtigt).

Et af forestillingens absolutte højdepunkter og karakteristiske elementer er brevkasseindslagene, præcis som jeg også oplevede i romanen. Ligesom i filmen træder brevkasseskriverne frem enkeltvis – placeret på små piedestaler, indhyllet i særligt lys – og ‘læser’ deres historier op. Det fungerer forbløffende godt, og føles hverken kunstigt eller afbrydende. Tværtimod giver det forestillingen en særlig rytme, hvor humor og eftertanke hele tiden veksler. Monologerne skaber rytme og variation og formår at balancere absurditet med genkendelighed.

Skuespillerne er gennemført gode. Ensemblet bevæger sig ubesværet mellem karakterer og scener, og det er fascinerende at se, hvordan en butik, en bil, en dagpleje og et helt landsbysamfund kan opstå ud af næsten ingenting. Særligt Anders Agger-figuren var et komisk højdepunkt – en gengivelse så skarp, at den fik stort set hele salen til at bryde ud i grin.

Et enkelt valg, jeg stadig ikke helt har besluttet mig for, hvad min holdning er til, var de gigantiske babyhoveder brugt til at iscenesætte tumlingerne i dagplejen. På én gang morsomt og mareridtsagtigt. Passende til forestillingens finurlige stil – men måske også lidt for meget? Det er svært at sige. Måske netop fordi Meter i sekundet hele tiden balancerer mellem det reflekterende og det komiske. Det elegante og det kluntede. Men måske er det netop det, der gør forestillingen så stærk: Den tør være lidt mærkelig, lidt poetisk og lidt fjollet på samme tid.

Meter i sekundet er ikke et teaterstykke med store armbevægelser eller vilde sceneskift. Det er et stykke, der i stedet lever i detaljerne – i sproget, i sangene, i stemningen og ikke mindst i humoren. Det er et stykke, der, ligesom romanen, får dig til at tænke over fællesskab, kultursammenstød, parforhold, sprogets begrænsninger – og om, hvor udfordrende det er at tage kørekort, efter man har rundet de 30.

Aalborg Teater har med denne opsætning skabt en forestilling, der ikke blot formidler en elsket roman, men som formår at skabe sin egen scene-magi ud af noget velkendt. Det er både rørende, morsomt og fuldstændig tro mod den særlige tone, rytme og ånd, som gør Meter i sekundet til noget helt særligt.