Jeg pakkede Cecilie Linds MIT BARN i feriekufferten, fordi jeg – i kraft af at være gravid – er blevet mere nysgerrig på moderskabslitteratur. Jeg ville læse mig ind i, hvad det vil sige at blive mor. Men allerede et par sider inde kunne jeg mærke, at det her ikke blev nogen blid introduktion.
Cecilie Linds langdigt er ærligt, nådesløst og sanseligt – om kroppen, der lækker mælk, blod og tårer, om det flossede sind og det ulideligt smukke i at elske sit barn og samtidig længes væk. Det er en tekst, der vælter én omkuld. Og det gjorde den også for mig.
Som litteratur er MIT BARN uhyre stærk. Jeg elsker, når nogen tør skrive om det ophøjede på en måde, der af-polerer og afromantiserer. Det her er ikke moderskab med babylyde og pastelfarver. Det er stegeos og søvnløshed. Det er selvhad og kærlighed tæt sammenfiltret.
Men jeg vil ikke anbefale den til andre gravide – i hvert fald ikke førstegangs. Vent, til kroppen har helet, og kaosset er lidt længere væk. Læs den som et sårbart vidnesbyrd, der ikke prøver at tale på alles vegne, men alligevel rammer noget dybt almenmenneskeligt ❤️🩹
Forfatter: Cecilie Lind
Udgivet: 19/9 – 2019
Forlag: Gyldendal
Kulturhjørnet 