De eneste i verden

annonce

I fredags udkom DE ENESTE I VERDEN – en roman, der sniger sig helt ind under huden – og bliver der 💔

Molly og Casper. To navne, der har fulgt mig, efter jeg vendte den sidste side. Deres historie begynder på bostedet Lygten, hvor de som børn finder hinanden og slår sig sammen mod en verden, der ikke har givet dem meget andet end fravær og traumer. Hvem de er, og hvad de bærer på, er ikke noget, vi får kendskab til. Men måske heller ikke noget, de selv helt forstår?

Som voksne hænger de stadig uløseligt sammen. Molly lever som sexarbejder, Casper spiller i et band og bor i en autocamper på Refshaleøen. De tager stoffer, lever fra hånd til mund og forsøger på hver deres måde at finde mening i en verden, der ikke har været god ved dem. Deres kærlighed er alt andet end sund, men den er også alt, de kender.

Romanens tosporede struktur giver os et indblik i både deres fortid på Lygten og deres nutid i København. Jeg holder meget af denne type tosporede fortællinger, da det – som her – kan skabe mulighed for at væve fortidens spøgelser ind i nutidens kampe. Én enkelt hændelse på Lygten bliver som en mørk skygge, der følger dem og former deres skæve relation.

Forsiden emmer af ro og balance, og den står i skarp kontrast til bogens kaotiske og voldsomme indhold. Det visuelle udtryk føles nærmest som en ironisk kommentar til den urolige verden, vi træder ind i som læsere.

For mig var DE ENESTE I VERDEN ikke en let læseoplevelse. Den er voldsom. Til tider næsten uudholdelig. Jeg blev rørt, vred og forvirret. Men mest af alt blev jeg berørt – på den måde, kun virkelig stærk litteratur kan ramme. Bogen stiller spørgsmål om, hvor grænsen går mellem det gode og det destruktive, mellem det liv, vi drømmer om, og det liv, vi ender med at leve.

Hvis du er fascineret af menneskets mørkeste kroge – de steder, hvor vold og omsorg kolliderer, og hvor kærligheden er lige så skadelig, som den er nødvendig – så er denne roman et must-read.

Forfatter: Sine Simonsen
Udgivet: 17/1 – 2025
Forlag: Gyldendal