Kun til navlen

Med debutromanen Kun til navlen træder Linea Maja Ernst ind på den litterære scene med en kraft og elegance, som man sjældent ser fra debutanter. Det er tydeligt fra første side, at forfatteren er hjemmevant i sproget, og hendes skarpe blik for de små, intime detaljer skaber en læseoplevelse, der er både satirisk, navlepillende og dybt interessant.

Kun til navlen følger en gruppe venner i trediverne, der samles i et sommerhus ugen op til et bryllup. Brylluppet danner en ramme, men det er deres individuelle og kollektive tanker, usikkerheder og relationer, der står i centrum. Ernst har skabt en bog, hvor sproget og de indre monologer driver fortællingen fremad, og det er i disse betragtninger, at romanen virkelig shiner. Karakteren Sylvias nedenstående refleksion indkapsler på fornem vis den eksistentielle søgen, der præger gruppen og fortællingen som helhed:

Hun havde troet, de skulle noget andet, allesammen, noget mere flydende. Trediverne skulle have været ligesom tyverne, bare med flere penge og færre komplekser.

Romanens persongalleri er rigt og komplekst. Vi møder blandt andre det kommende brudepar: mønsterbryderen Esben og karrierekvinden Karen. Vi møder Sylvia, der stadig nærer følelser for Esben trods hendes forhold til familiemennesket Charlie, og den omsorgsfulde Gry, der, som mor til to, kæmper med at føle sig banal blandt sine excentriske venner. Grys kæreste Adam er også med i sommerhus, og med sin velkendte heteromaskulinitet skiller han sig ud fra resten af gruppen. Vi møder også Kvæde, som endelig føler sig hjemme i sin krop, men til gengæld forsøger at affinde sig med at være 10 år ældre, end han opfører og føler sig.

Jeg har ikke råd til at overveje, om der faktisk er noget at komme efter i den der underspillede, selvsikre Tesla-maskulinitet.

Selvom romanen er hurtigt læst, er det ikke fordi, den er drevet af et stort plot eller højt spændingsniveau. Tværtimod er vi helt nede i det nære, navlepillende, i hovederne på syv millenials, der måske – måske ikke – havde regnet med, at deres tredivere skulle se ud, som de nu engang er endt med at gøre.

På den måde leverer Ernst en subtil satire over en generation, der forsøger at balancere mellem at være voksne og bevare deres ungdoms idealer. Der er noget satirisk over hendes portræt af denne gruppe akademikere og øko-humanister, hvis liv er præget af intellektuelle referencer og kulturel kapital, men deres indre liv er fyldt med usikkerheder og eksistentielle spørgsmål. Måske leger de perfekte voksne, måske forsøger de at leve op til et kulturelt ideal, der er lige så prætentiøst, som de selv kan være. Samtidig er de dybt menneskelige i deres fejlagtige og prætentiøse forsøg på at navigere livet.

Pludselig dæmrer det i Sylvia, de er de mest prætentiøse mennesker i verden, og hun er den mest prætentiøse af dem alle. Det er snyd, det er noget, de leger.

Det er en smuk, velskrevet roman, som er kreativ og nytænkende i sit sprogbrug. Ernst formår at fange de små, men betydningsfulde øjeblikke i menneskers liv og gør det med en sproglig elegance og satire, der imponerer.

De er ikke fordomsfulde, de er ikke småborgelige, de har for fanden ikke Kay Bojesen-aber hængende, det er ikke den form for stolt fantasiløshed, der er tale om.

Kun til navlen er en stor anbefaling – hvis man vel at mærke er til litteratur, som tager på en indre, sproglig rejse. Hvis man ønsker et heftigt plot, et højt spændingsniveau eller en uforklarlig mordgåde, skal man læse noget andet. Denne roman er for dem, der elsker at dykke ned i menneskelige relationer og den kompleksitet, der følger med at finde sin egen vej i livet; for hvor langt må man gå? Kun til navlen.

Forfatter: Linea Maja Ernst
Udgivet: 3/5 – 2024
Forlag: Lindhardt og Ringhof