Velkommen til Tanjas hjørne
I Tanjas hjørne får min mormor ordet. Hun er en (meget) flittig kulturforbruger, der også gerne kører langt for en god oplevelse. Her deler hun sine oplevelser fra teatersalen, koncertsalen, museet og alle de andre steder, hvor kulturen udfolder sig. Det er hendes oplevelser, hendes betragtninger og hendes anbefalinger – fortalt fra hendes hjørne af kulturlivet.
Det var en solrig fredag morgen, da en annonce i ugeavisen tilfældigt fangede mit blik. Aalborg Kongres & Kultur Center tilbød rundvisninger samme dag, og prisen var kun 130 kroner. Der var rundvisning både klokken 11 og 13, så jeg besluttede mig for at tage afsted til den sidste. Det skulle vise sig at blive en eftermiddag med flere overraskelser, for jeg kom hele vejen rundt i AKKC. Selv steder, jeg slet ikke anede fandtes.
Jeg gik (som jeg plejer) lige i hælene på rundviseren og benyttede naturligvis også lejligheden til at stille spørgsmål undervejs. Og der var nok at spørge ind til! Med sine omkring 22.000 etagekvadratmeter og 74 år på bagen er AKKC noget af en bygning. Faktisk svarer arealet til næsten 200 parcelhuse.
Fra Aalborghallen til AKKC
Historien om AKKC begynder et helt andet sted end ved den store bygning, vi kender i dag. Den oprindelige Aalborghal blev opført i 1933 i forbindelse med Nordjysk Udstilling og lå dengang ved Aalborgtårnet. Under Anden Verdenskrig blev hallen overtaget af de tyske besættelsestropper, og i 1941 brændte den ned.
En ny “Aalborghallen” blev senere opført ved Kildeparken og taget i brug i 1952, inden den officielt blev indviet i januar 1953. Siden er bygningen blevet udvidet og moderniseret ad flere omgange, og i dag kender vi den som Aalborg Kongres & Kultur Center. Lige ved siden af ligger Kildeparken med sine berømte syngende træer. Her har kunstnere, der gennem årene har optrådt i AKKC, plantet træer som et varigt minde om deres besøg. I 2025 talte samlingen hele 96 træer! Også den tidligere direktør, Ernst Trillingsgaard, har fået sit eget træ som en hyldest til hans mangeårige arbejde for kulturcentret. Kildeparken skulle efter sigende være den eneste park med syngende træer i hele verden, det er lidt vildt.

Keglebaner og kendisanekdoter
En af de større overraskelser ventede nede i kælderen, hvor der gemmer sig et lille stykke 1950’er-historie. Her ligger nemlig nogle gamle keglebaner, hvor man tidligere spillede med trækugler og fik hjælp af såkaldte keglerejsere, der havde til opgave at stille keglerne op igen efter hvert kast.
Netop keglebanerne dannede ramme om en af de sjovere anekdoter fra rundvisningen. Skuespilleren Lisbeth Dahl skulle efter sigende have været meget glad for at tage sin stab med ned og spille kegler, når hun optrådte i huset. Som jeg husker rundviserens fortælling, havde hun også blik for dem, der sørgede for, at spillet kunne fortsætte. Hun gik nemlig rundt og samlede ekstra drikkepenge ind til keglerejserne og opfordrede de øvrige gæster til at spæde lidt mere til.
De gamle baner findes endnu i Keglepubben, som i dag kan lejes til arrangementer. Og måske får endnu flere mulighed for at opleve dem i fremtiden. Ifølge rundviseren er der nemlig ambitioner om en større renovering og modernisering, som også skal gøre området mere tilgængeligt for offentligheden.

Lisbeth Dahl var langtfra den eneste kendis, der blev nævnt under rundvisningen. Vi fik indblik i flere af de vilde oplevelser og historier, der har fundet sted i bygningen. Er man nysgerrig på, hvem og hvad det drejer sig om, kan jeg anbefale at booke en rundvisning. Det er nemlig netop den slags små fortællinger, man normalt ikke får med sig, når man sidder blandt publikum og venter på, at forestillingen begynder.
Da Martin Jensen spillede koncert fra taget
Under coronanedlukningen måtte kulturinstitutionerne tænke kreativt for at holde liv i kulturen. I april 2021 fik man derfor den idé at lade DJ Martin Jensen spille en onlinekoncert fra toppen af AKKC. Publikum skulle opleve koncerten hjemmefra, men som jeg husker historien fra rundvisningen, havde man overset en lille detalje: Man kunne jo også se DJ’en fra området omkring kulturcentret.
Det fik folk til at samles udenfor for at få et glimt af koncerten i virkeligheden. Ikke ligefrem hensigten med et arrangement, der netop var tænkt som et alternativ til de almindelige koncerter under nedlukningen! Begivenheden slog også rekorder: 1,5 millioner mennesker så med, da koncerten blev livestreamet. Dét er da en mindeværdig anekdote fra en anderledes tid, som vi nok alle stadig huske. Man kan læse mere om begivenheden her.
Spøger det mon i kælderen?
Det var ikke kun fortællingerne om kendte kunstnere, der kom frem under rundvisningen. AKKC gemmer efter sigende også på nogle mere mystiske historier. Så mystiske, at spøgelsesjægerne Mikkel Egelund og Nicolai Sund fra TV 2 Nords program Er der nogen? tidligere har besøgt kulturcentret for at undersøge, om der skulle være overnaturlig aktivitet i bygningen.
Et af husets spøgelser skulle holde til omkring køkkenet, hvor medarbejdere, ifølge fortællingen, har oplevet en uforklarlig lugt af cigar og en fornemmelse af at blive nappet i nakken. En clairvoyant skulle have forklaret, at det kunne være en tidligere gæst fra en herreklub, som i sin tid holdt til i huset. Her sad herrerne og røg cigarer, og én af dem kunne altså stadig finde på at kigge forbi. Heldigvis skulle det være et ganske fredeligt spøgelse. Om der virkelig er noget om historierne, må være op til den enkelte at vurdere, men jeg tror nu på, at der er mere mellem himmel og jord.
Et helt andet liv under scenen
Kælderen rummer meget mere end gamle keglebaner og spøgelseshistorier. Under bygningen løber to lange gange gennem et helt system af teknikrum, installationer og faciliteter, som er med til at holde det enorme kulturhus i gang. Her gemmer sig blandt andet kilometervis af varmerør og store ventilationsanlæg, som sørger for, at luften bliver skiftet ud.
Og så er der alderen på anlæggene. Ifølge rundviseren er nogle af dem omkring 75 år gamle, men de fungerer stadig som de skal. Som jeg husker det, fik vi fortalt, at de kan udskifte omkring 40.000 kubikmeter luft i timen, og at der skulle være omkring 30 kilometer rør i kældersystemet. Man havde endda undersøgt, om det kunne betale sig at udskifte ventilationsanlæggene med nyere og mere effektive modeller, men var efter sigende nået frem til, at de gamle stadig fungerede så godt, at en udskiftning ikke kunne svare sig. Det er alligevel imponerende, at installationer med så mange år på bagen fortsat kan klare arbejdet i et moderne kulturhus.
Vand fra Aalborgtårnet og grønne ambitioner
Midt mellem kælderens mange installationer ventede endnu en overraskelse. På et tidspunkt åbnede rundviseren en jernlåge, og nedenunder fossede vandet frem. Ifølge rundviseren stammer det fra en naturlig kilde i området ved Aalborgtårnet. Der er dog en udfordring: Vandet indeholder okker og kan derfor ikke umiddelbart bruges, som det er.
Dette kan dog måske ændre sig. Vi fik nemlig fortalt, at man undersøger mulighederne for at rense vandet, så det eksempelvis kan bruges til toiletskyl. Det synes jeg er en rigtig god tanke. Når man har en naturlig ressource løbende lige under bygningen, ville det da være oplagt at udnytte den frem for blot at lade vandet løbe videre ud i Limfjorden.
Den grønne omstilling viste sig at være et stort fokus hos AKKC. Blandt andet har man intelligent belysning, hvor lyset kan tilpasses efter behov, og vi hørte om beslutningen om at bevare dele af bygningens eksisterende inventar frem for at udskifte det med nyt. Det behøver jo ikke altid være nyt for at være godt. Og hvis man samtidig kan spare både ressourcer og penge, der i stedet kan bruges på andre ting, giver det god mening.
Et kig bag scenen
Vi kom selvfølgelig også med om bag scenen, hvor vi fik lov til at se nogle af de store(!) konstruktioner og tekniske installationer, der ligger bag forestillingerne og koncerterne i AKKC. Det er en helt anden side af kulturhuset end den, man møder som publikum. Når man først har fundet sin plads i salen, skænker man næppe alle de mennesker og al den teknik, der får det hele til at fungere, mange tanker. Men bag scenen gemmer der sig en omfattende arbejdsplads, hvor mange forskellige funktioner skal spille sammen, før publikum kan læne sig tilbage og nyde forestillingen. Det er imponerende, og meget af de er endda stadig manuelt-styret.
En anderledes kulturoplevelse
Hvem skulle have troet, at en tilfældig annonce i ugeavisen kunne føre til en så interessant oplevelse? For 130 kroner fik jeg mulighed for at komme hele vejen rundt i et kulturhus, jeg ellers kun kendte fra publikumspladserne. Fra keglebaner og kendisanekdoter til spøgelseshistorier, gamle ventilationsanlæg og en kilde, der løber under bygningen.
Jeg fik set steder, jeg ikke anede fandtes, og ikke mindst hørt historier, som jeg næppe ville være stødt på andre steder. Der gemmer sig tilsyneladende langt mere bag AKKC’s mure, end man umiddelbart forestiller sig. Hvis man har samme nysgerrighed som jeg, er en rundvisning bestemt værd at holde øje med.
Om rundvisningen
Rundvisningen giver mulighed for at opleve dele af Aalborg Kongres & Kultur Center, som normalt er lukket for publikum.
Læs mere på på AKKC’s hjemmeside.
