annonce
I november læste jeg denne skønne kalenderbog om de to venner Billie og Bo. Billie knuselsker julen, mens hendes far, af en eller anden grund, ikke kan holde den ud. Bo drømmer om, at julemanden for én gangs skyld ikke er naboen, men måske endda den far, han aldrig har mødt. Sammen starter de en juleklub for at sprede decemberglæde, og det viser sig hurtigt, at der er brug for den.
Nu er vi i gang, lød det inde i mit hoved, og stemmen, jeg hørte, var fuld af pep. Billies stemme. Og så tænkte jeg på, om hun også tænkte ligesom mor, at julen er tiden, hvor man er sammen med dem, man har i sit hjerte.
Det er sjældent, jeg læser en børnebog, der er så velskrevet, som denne. Det er virkelig højt niveau. Sproget er velformuleret, kreativt og stadig helt nede i børnehøjde, så det matcher historien. Det er den type fortælling, der skaber julestemning uden at blive for sukkersød.
Da skoledagen var slut, var Billie og jeg enige om én ting: Intet er hyggeligere, end når læreren slukker for lyset i loftet, og så er der bare stearinlys og højtlæsning i spisefrikvarteret! Intet!
Historien er tydeligt(!) gennemarbejdet og fuld af små detaljer, der langsomt fletter sig sammen og bindes i en smuk sløjfe til sidst. Og så tør bogen noget, mange moderne børnebøger ikke gør: den viser børn med frihed under ansvar, forældre der fejler, og hjem hvor julen ikke nødvendigvis glitrer af ren julehygge. Der er hjemløshed, fraværende forældre, afsavn og mange flere socialrealistiske elementer til stede i historien, som kun bidrager til at gøre fortællingen endnu stærkere. Og man skal ikke være i tvivl om, at bogen samtidig formår at skabe en masse julestemning hos læseren – for det gør den i dén grad!
Jeg tænkte på Kalle. At han aldrig havde brugt sig om julen, og jeg tænkte på Billie, som helt selv holdt det hele kørende. Jeg kiggede på hende og syntes pludselig, hun på en måde så … voksen ud.
Illustrationerne er superfine og stemningsfulde, men jeg må erkende, at jeg savner farver.


Alt i alt en virkelig, virkelig god julebog, og dermed en varm anbefaling herfra. Jeg kunne forestille mig, at den ville fungere godt som højtlæsning i fx 3. eller 4. klasse.
Forfatter: Kristine Rui Slettebakken
Oversætter: Mai Odgaard Petersen
Udgivet: 8/10 – 2025
Forlag: Straarup & Co
En del af serien Billie og Bo
