Foto: Maria Albrechtsen Mortensen
Da mine veninder og jeg så, at Thomas Korsgaards nye teaterstykke Sat i verden kom på turné, gik der ikke længe, før vi havde en gruppechat kørende om billetter. Aalborg var typisk nok lynhurtigt udsolgt, så vi tog turen til Randers og gjorde en hel aften ud af det. Og faktisk var det lidt hyggeligt, at det blev sådan: en lille udflugt med motorvejs-takeaway i bilen og masser tid til hyggesnak og forventningsstemning, inden lyset gik ned i teatersalen.
En ensomhedskomedie
Korsgaard fortalte, at stykket tidligere er blevet beskrevet som en “ensomhedskomedie”, hvilket han synes var meget passende. Og det er jeg helt enig i – det er et meget præcist ord for netop dét, jeg oplevede. Sat i verden kredser om Tobias – en blomsterbinder, som fylder 30 og ikke længere kan finde sin plads blandt venner, der stille og roligt bliver forældre, bosætter sig og får alt det, han selv ikke har. Hans venner er hans selvvalgte familie, men hvad sker der, når de pludselig vælger deres egen?
Det tragikomiske er kernedriften i stykket. Tobias er ikke udspekuleret; han er en drømmer, som klamrer sig (nærmest desperat) til en forestilling om, hvordan relationer burde være, fordi alternativet, erkendelsen af at tingene forandrer sig, gør for ondt. Flere scener var faktisk direkte ubehagelige, da sandhederne til sidst bliver sagt højt i et rum, hvor ingen (og måske mest af alt Tobias) egentlig ønsker at høre dem. Alligevel sad jeg også ofte med et smil og indimellem et grin på læberne. Kombinationen af det skarpe, det sårbare og det morsomme er virkelig Korsgaard i sit rette element.
Korsgaard, der forsøger ikke at spoile sit eget stykke
Værket i Randers afholder ved udvalgte forestillinger en såkaldt “teateroptakt”, hvor man har mulighed for at møde alt fra skuespillere, instruktører mfl. til et oplæg på en lille halv time. Derfor var vi så heldige at høre Thomas Korsgaard fortælle om stykket, inden det gik i gang. Han forsøgte tappert at forklare temaerne uden at afsløre for meget, og jeg var faktisk undervejs ret imponeret over hans evne til at danse lidt rundt om sin egen historie uden at spoile for meget af handlingen. Jeg havde læst dramatikken på forhånd, så jeg sad bare og nød at få indblik i processen og hele fortællingen bag samt hvordan det er at skrive et stykke dramatik fremfor en roman. Og ja, jeg fik selvfølgelig også liiige signeret min bog i garderoben efter forestillingen, da jeg var så heldig, at han pludselig stod der.
Når scenen næsten står tom
Ligesom i Korsgaards bøger er det replikkerne, der bærer handlingen. Dialogen er hans hjemmebane, og og det er også her, stykket virkelig har sin puls og hjerte. På den måde var selve forestillingen meget Korsgaardsk. Scenografien var til gengæld næsten ikke-eksisterende: en række buede søjler, der undervejs står adskilt og til sidst samles. Deres betydning har jeg dog stadig ikke regnet ud. Det er dog tydeligt, at netop fraværet af rekvisitter og dekoration et bevidst stilistisk greb, der giver plads til ordene, til karaktererne og til at fortællingen kan folde sig ud. Der er ingen visuelle forstyrrelser, og det, synes jeg, fungerede meget godt.
At være sat i verden
Efter at have hørt Korsgaard fortælle om titlen, voksede den markant for mig. Det her med at blive sat i verden: en beslutning, man ikke selv har taget, men som man så selv står med ansvaret for at forvalte. At skulle finde ud af, hvad det her liv så skal bruges på. Og samtidig ligger der det lille ordspil i at være “sat”: sat i kernefamilien, sat i en bestemt livsform, sat i et mønster. Hvad gør man, hvis man hverken kan eller vil ind i den form? Og yderligere: hvad gør man, når alle omkring én begynder at blive satte, og man selv bliver stående? Kan man have skyklapper på forevigt?
Hvis jeg skulle ønske mig én ting …
Så er det lidt mere luft, plads og tid i slutningen. Jeg havde ikke tænkt over det, før min veninde sagde nævnte det, men jeg var enig: Den sidste beslutning kommer temmelig pludseligt og kunne have båret en længere, dybere udtoning. Der ligger en stor følelsesmæssig bevægelse i den slutning, og jeg havde gerne set den foldet mere ud. Jeg havde gerne haft lidt flere ord på den del – især når resten af stykket netop lever så stærkt gennem dialogen.
En virkelig god aften
Sat i verden er en både barsk, sjov og ikke mindst skarp fortælling om de relationer, vi vælger, og dem, vi mister. Om forventninger, kærlighedsformer og det skrøbelige i at føle sig hægtet af. En forestilling, der både prikker, varmer og vækker genklang. Og en teateraften, der uden tvivl var turen til Randers værd. Jeg gik i hvert fald derfra med en god oplevelse (og en signeret bog) i bagagen.
Skuespillere:
Magnus Haugaard: Tobias
Cecilie Bogø Bach: Martha m.fl.
Emil Blak: Sebastian m.fl.
Anton Hjejle: Isak m.fl.
Tina Gylling Mortensen: Jannie m.fl.
Øvrigt:
Dramatiker: Thomas Korsgaard
Iscenesættelse: Thomas Bendixen
Scenografi og kostumedesign: Peter Schultz
Lysdesign: Mathilde Niemann Hyttel
Lyddesign: Mogens Laursen Hastrup
Kulturhjørnet 