Dea Trier Mørchs VINTERBØRN (1976) er en af de klassikere, jeg længe har villet læse, og nu hvor jeg endelig har gjort det, står jeg tilbage med en oplevelse af en nærværende, barsk og samtidig smukt indfølt roman.
Handlingen udspiller sig på Rigshospitalets fødeafdeling omkring nytåret 1975, hvor en række kvinder deler sengeplads, ventetid og historier. De er hver deres i alder, baggrund og social klasse – men i hospitalstøjet bliver de ens. Først i deres sprog, læsestof og besøgende, aner man, hvem de er udenfor hospitalets mure.
Det er et fascinerende tidsbillede: gravide kvinder, der drikker rødvin eller snaps og ryger smøger, mens de venter på at føde. Ingen telefoner at fordrive tiden med, men ugeblade og småsnak. Samtidig er det et råt portræt af frygten for f.eks. at føde et handicappet barn – i en tid, hvor scanningerne endnu ikke kunne give den gravide mulighed for at ”sortere” på forhånd. Sammenligningen til Caspar Erics CRIP ligger lige for: hvor han bl.a. skriver om nutidens muligheder for at vælge et liv fra, skriver Mørch om en tid, hvor usikkerheden først forsvandt, eller eksploderede, ved selve fødslen.
VINTERBØRN er realistisk, til tider langsom, men på en måde der spejler kvindernes sengeliggende hverdag. Relationerne, der udvikler sig mellem kvinderne, er bogens hjerte, hvis man spørger mig. Samtidig gør Dea Trier Mørchs egne linoleumstryk bogen til en sanseoplevelse ud over det sædvanlige: en påmindelse om, at litteratur kan være både ord og billeder i samspil.
Det er en roman, der både fungerer som et tidsbillede og som vedkommende moderskabslitteratur. Jeg kan varmt anbefale den – både for den historiske indsigt og for de intense portrætter af kvinder, der venter på det samme, men alligevel lever så forskellige liv. Med den kolde vinter og hospitalet som ramme
Kulturhjørnet 