Mødet i Olivenlunden

Har du brug for en rejse til sydens sol? Så kan jeg anbefale Johanne Billes nyeste bog i Boghandel Blåregn-serien, Mødet i Olivenlunden.

Vi møder Solveig, der hjælper til i sin mors café i Ahornstræde og i al hemmelighed drømmer om være kunstmaler. Da et tilfældigt møde i caféen åbner døren til et kunstnerrefugium på Mallorca, får hun pludselig chancen for at finde ud af, om hun virkelig har det, der skal til. Men roen i bjergbyen bringer ikke kun inspiration – den blotlægger også en kunstnerisk usikkerhed, som truer med at lamme hendes pensel. Og som om det ikke var nok, dukker Rafael op: en lokal kok, der på én gang irriterer og fascinerer hende, og som langsomt viser sig at vække noget i hende, hun ikke vidste, hun savnede.

Handlingen i Mødet i Olivenlunden er, ligesom de øvrige bøger i serien, forudsigelig, pladderromantisk og måske også en smule urealistisk – men det er også hele pointen. Johanne Bille skriver feel good med fuldt overlæg. Det er litteratur som comfort food: et tæppe om skuldrene og en kop te på en grå dag. Den romantiske ramme, de olivengrønne landskaber og de små gnister mellem mennesker er præcis den form for eskapisme, man kan have brug for, når efteråret banker på.

Boghandel Blåregn-serien har aldrig lagt skjul på, at den vil underholde og varme – og her leverer femte bind endnu en velskrevet getaway, hvor både kærlighed og kreativitet får lov at folde sig ud. Det er hyggelæsning, når det er bedst 🤎


Forfatter: Johanne Bille
Udgivet: 18/9 – 2025
Forlag: Peoples

Skriv en kommentar