Jeg er ikke færdig med dig

annonce Jeg havde høje forventninger, inden jeg gik i gang med denne sag af en roman 🍌 Dels fordi jeg tidligere har været (og stadig er) begejstret for Glenn Bechs forfatterskab – særligt Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet, som jeg bl.a. arbejdede med på Dansk-studiet – og dels fordi romanen allerede havde fået flotte anmeldelser og en markedsføring, der gjorde den uundgåelig at bemærke.

Og forventningerne? De blev både indfriet og udfordret. Jeg havde forestillet mig en anden type bog, men blev på ingen måde skuffet. Tværtimod. Jeg er ikke færdig med dig er langt mere spicy og erotisk, end jeg havde regnet med 🌶️ – og Glenn Bech viser endnu engang, at han mestrer sproget, uanset om han skriver debat, erindring eller fiktion. Wow han er skarp med ord altså.

Romanen følger Lasse, en psykolog, der er mønsterbryder og lever det liv, han længe har kæmpet sig til. Men trygheden i middelklasselivet står i kontrast til hans begær, der er formet af en opvækst med mobning og macho-idealer. Jeg havde på forhånd hørt Glenn Bech tale om, at romanen også skulle vise skyggesiderne af at bryde med sin baggrund – konsekvenserne, som mønsterbruddet har for ens selvbillede og relationer. Det spor er der også, men ikke så eksplicit som forventet. For mig kom det først rigtigt til syne, da bogen var læst færdig og jeg havde tid til at lade historien bundfælde sig.

Det er en roman, der vil meget og som til tider stikker i mange retninger. Men måske er det netop en styrke. For som jeg også oplevede Glenn Bech i et interview i Go’ aften Live – hurtig, intens og fuld af fortællelyst – sådan føles denne roman også. Det hele presser sig på, fordi der er så meget, der skal siges.

Resultatet er en rå, rørende og humoristisk fortælling om kærlighed, begær og mønsterbrud. En historie, der balancerer mellem det smertefulde og det smukke – og hvor Glenn Bechs sproglige overskud igen og igen gør læsningen til en fornøjelse. En sand fornøjelse og en varm (lidt spicy 🌶️) anbefaling 💛


Forfatter: Glenn Bech
Udgivet: 5/9 – 2025
Forlag: Gyldendal


Man kan høre Glenn Bech fortælle om bogen her.

Skriv en kommentar