Hvorfor er lykken

annonce

Hella Joof debuterer som fiktions-romanforfatter med Hvorfor er lykken, og fra første side mærker man hendes varme, fabulerende fortællestemme. Historien følger en midaldrende skuespillerinde, der efter et sammenbrud i privatlivet har trukket sig tilbage til en ø med en defekt trækfærge og en døgnbog som eneste selskab. En hovedperson, der ligger så tæt på Joof selv, at romanen flere gange føles som et kig ind i et spejlet parallelunivers. Et billede på og en undersøgelse af, hvordan livet også kunne have set ud, “hvis ….”

Men stilheden brydes, da María, appelsinduftende, insisterende og excentrisk, banker på i kvindens mentale rum. Hun vil fortælle sin historie, og hun giver sig ikke. María bliver den indre stemme, hovedpersonen helst ville ignorere, men til sidst må gå i dialog med. Gennem deres samtale undersøger Joof både moderskab, skyld, krop og de små sætningsskader, vi alle bærer rundt på. Og undskylder os med.

Det er en roman, hvor Joof tydeligt bruger elementer af sig selv, men lader fiktionen give frihed: hovedpersonen får lov til at mene ting, der både er satiriske, skarpe og befriende ufiltrerede. Her synes jeg, at nogle af bogens sjoveste passager findes.

Undervejs var jeg faktisk i tvivl om, hvor fortællingen ville hen. Men sproget, der er kreativt, rytmisk og dragende, holdt mig fast. Og da jeg nåede slutningen, faldt det hele ligesom på plads på en måde, man selv skal have lov at opleve.

Hvorfor er lykken er altså en reflekterende og tankevækkende roman om de veje, livet tager (eller måske vigtigere: KAN tage), og hvad der sker, når man endelig tør konfrontere det, man helst vil holde ude. Endnu en virkelig stærk bog fra Hella Joofs hånd 💜


Forfatter: Hella Joof
Udgivet: 24/10 – 2025
Forlag: Gyldendal

Skriv en kommentar