Alma Pöysti spiller rollen som Tove Jansson. Foto: https://grandteatret.dk/film/tove/
Hvordan fortæller man en historie om en kvinde, der selv opfandt et helt univers for at kunne leve i det?
Filmen Tove er ikke en klassisk biografi. Den går ikke punkt for punkt gennem Mumibøgernes tilblivelse. I stedet får vi et sanseligt og stemningsmættet portræt af kunstneren Tove Jansson; midt i et liv, hvor hun søger efter sig selv i kærligheden, i kunsten og i alle de muligheder og umuligheder, efterkrigstidens Helsinki bringer med sig.
Vi ser hende bevæge sig mellem atelieret, festerne, politiske samtaler og familiekonflikter – og ikke mindst mellem to store kærligheder: først til den intellektuelle Atos Wirtanen, siden til teaterkvinden Vivica Bandler. Toves forhold til mænd og kvinder bliver aldrig gjort til et “tema”, de er bare en naturlig og flydende del af hendes liv. Men filmens styrke ligger netop i det underspillede. I detaljerne. I blikkene, brevene og de ord, man ikke tør sige højt.
Et af de fineste greb i filmen er sproget. På et tidspunkt siger Tove, at hun har “mymlet” – en slags privat udtryk for intimitet. Ordet trækker på Mymle-figuren fra Mumibøgerne, og pludselig bliver det tydeligt, hvor tæt Toves indre verden lå på den, hun tegnede frem.
Man forstår pludselig, at karaktererne i Mumidalen ikke bare er fantasivæsner. De er spejle. Atos bliver til Mumrikken – den frihedselskende og utilnærmelige ven. Vivica ser Tove som en Mymle – sanselig, søgende, måske lidt naiv. Og Tuulikki Pietilä, Toves senere livspartner, bliver inspirationen til Too-ticki: den kloge, rolige, nærværende kvinde, der aldrig forsøger at eje, men bare er.
Hvis du ser filmen i håb om at få en kronologisk gennemgang af Toves karriere, og herunder Mumibøgernes tilblivelse, vil du blive skuffet. Men hvis du ser den for at mærke, hvordan det var at være Tove, hvordan det var at leve mellem kunst og kærlighed, længsel og frihed, så får du til gengæld en film, der bliver hængende længe efter rulleteksterne.
Det er en film om at leve på tværs af normer. Om at finde et sprog for det, man længes efter. Og om hvordan dét at skabe en tegneseriefigur nogle gange er den mest ærlige måde at fortælle, hvem man selv er 🤎
Kulturhjørnet 