Allerkæreste søster – Når et barn opfinder en verden, fordi ingen lytter

I ferien læste jeg Allerkæreste søster for første gang. En kort historie i samlingen Astrid Lindgrens Sommerfortællinger – og alligevel en af dem, der har sat sig dybest.

Barbro er en pige, der er blevet stille. Ikke fordi hun ikke har noget at sige – men fordi ingen spørger. Siden hendes lillebror kom til verden, føles det, som om hendes plads i familien er skrumpet ind. Hun er der, men ingen ser rigtigt efter.

Så hun opfinder en verden. Under rosenbusken i haven findes Rosengård – og i Rosengård bor Ylva-li, Barbros hemmelige tvillingsøster. Der er ingen sure stemmer der, ingen uopmærksomhed, ingen følelse af at være i vejen. I stedet er der heste, søde hunde og en søster, der elsker hende helt og fuldt.

Ylva-li bliver den, Barbro kan spejle sig i. En tvillingesøster, en slags dobbeltgænger eller skytsengel. Og spørgsmålet melder sig uundgåeligt under læsningen: Har hun fandtes engang? Er hun en savnet tvilling? Eller er hun skabt af ren længsel?

Lindgren giver ikke svaret. Hun fortæller bare – med den der særlige tillid til, at børn godt ved, hvordan verden føles, selv når de ikke har ordene endnu.

Det, der rammer hårdest, er dog slutningen. For Ylva-li forsvinder ikke i sorg. Hun forsvinder i glæde. Barbro får nemlig noget, hun har ønsket sig længe: en lille hund. En gave fra hendes forældre. Et blik. En gestus, der siger: Vi ser dig. Vi har ikke glemt dig.

Og da det sker, visner rosenbusken. Rosengård lukker sig. Ylva-li forsvinder.

Det er hjerteskærende og håbefuldt på én gang. Fantasiverdenen har båret Barbro gennem det, der var svært. Men nu, hvor virkeligheden åbner sig en lille smule, tør hun give slip.

Allerkæreste søster er en af Astrid Lindgrens tyste og melankolske fortællinger. Den er skrevet for børn, men den taler til det sted i os, hvor vi også selv var børn engang – og drømte om at blive set helt uden at skulle forklare noget.

Hvis du vil begynde et sted i Lindgrens sommerunivers, så lad det være her.

Det er en historie, man kan bære med sig længe efter, man har lagt bogen fra sig.

Skriv en kommentar