Hul

I mange år troede jeg, at tegneserier hørte min barndom til. Da jeg flyttede hjemmefra, bar jeg tre poser med W.I.T.C.H.-blade ned til den lokale bogbiks i Aalborg og solgte dem for to tyvere. Lidt snydt følte jeg mig, men det føltes også som et punktum. Farvel til farvelagte sider og magiske verdener. Nu var jeg blevet voksen, og klassiske romaner var vel det, man læste. Men så sad jeg til Ordkraft og hørte forfatter og illistrator Maya Elisabeth i en samtale om Hul – en ungdomsfortælling med jalousi, begær og dårlig samvittighed som ledemotiv. Jeg blev nysgerrig, lånte bogen på biblioteket og læste den i ét ryk.

Hul handler om Sally, som ‘kommer til’ at være sammen med sin bedste venindes crush, og med det ene brud opstår et hul. Ikke bare i venindeskabet, men også i Sally selv. Hendes krop begynder at tale – bogstaveligt talt. Med karakteren Sheela, Sallys vulva med egen stemme og holdninger, får vi en fysiskgjort version af det kvindelige begær og dets krydsfelt mellem skam og nydelse. Det er både skørt og skarpt. Det fungerer, fordi bogen balancerer det fjollede og det alvorlige. Den tager begæret alvorligt, også når det går galt.

Som kvindelig læser er det forfriskende at se en fortælling, hvor kroppen ikke bare er noget, man bærer rundt på, men noget, der er med. Nærmest som en karakter i sig selv. Det er en reference til udtrykket, om at tænke med en vis kropsdel, og at dette ikke kun gælder mænd. Og nej – det undskylder ikke Sallys opførsel. Men det åbner en samtale om ansvar og lyst og alt det indimellem.

Det er også en bog, der ser ud af noget. Illustrationerne er skæve, stemningsfulde og fulde af bevægelse. Hul er skrevet og tegnet med en imponerende fornemmelse for rytme og sprog. Det er ungdomslitteratur med kant og krop, som tør være både filosofisk og poppet på samme tid. Her er både humor og længsel og kønspolitik.

Det gør heller ikke noget, at bogen foregår i Aalborg. Som læser bosat i byen er det en fornøjelse at genkende både Buddha Bar, Limfjordsbroen og Aalborgtårnet i baggrunden. Det giver en ekstra realisme – en følelse af, at historien kunne have udspillet sig lige rundt om hjørnet.

Hvis jeg skal sætte en finger på noget, så er det aldersplaceringen af hovedpersonen. Sally bor hjemme og går i gymnasiet, men hendes handlinger – især i forhold til sex og grænser – føles mere voksne, mere som noget fra start-tyverne end slut-teenageårene. Ikke en kæmpe ting – bare et lille mismatch. Det rokker dog ikke ved historiens autenticitet.

Forsiden er fed. Titlen er kreativ. Og Hul er en graphic novel, jeg ikke anede, jeg manglede.

Forfatter: Maya Elisabeth
Udgivet: 8/3 – 2023
Forlag: Cobolt

Skriv en kommentar