For nylig læste jeg Thomas Korsgaards essaysamling Hastetilfælde (2025), hvor han nævner Vinternoveller af Ingvild H. Rishøi som en af de helt store læseoplevelser. Han skriver:
“Som forfatter bliver man af og til spurgt om anbefalinger til store læseoplevelser […] og hver gang undrer jeg mig over, at jeg ikke svarede Vinternoveller af Ingvild Rishøi. Så let kunne det være klaret” (Hastetilfælde, s. 143-144).
Efter at have læst de tre noveller, kan jeg kun stemme i: Vinternoveller er en bog, der fortjener at blive anbefalet igen og igen.
Når dialoger føles levende
Jeg fornemmer et slægtskab mellem Korsgaard og Rishøi. De mestrer begge samtalen og skriver dialoger, der er så virkelige, at man næsten kan høre dem blive sagt højt. Karaktererne træder lyslevende frem på siderne – ikke som fiktive skikkelser, men som mennesker, man kunne møde i bussen eller stå bag i køen i Netto.
Udover det sproglige slægtskab deler de også en særlig opmærksomhed for skæve eksistenser – dem, der kæmper sig igennem hverdagen med tunge bekymringer og små sejre.
Tre noveller, tre liv, tre kampe
I “Vi kan ikke hjælpe alle” møder vi en ung mor, der henter sin datter i børnehaven og opdager, at barnet har tisset i bukserne. På lommen har hun kun tres kroner til hele weekenden – nok til enten en busbillet eller et par nye underbukser. Og hvad sker der, når datteren giver tyve kroner til en tigger? Den her novelle ramte mig hårdt. Man mærker kulden – ikke bare vinterkulden, men også den økonomiske og sociale. Julestemningen er overalt, men hun har ikke råd til at være en del af den. Hun vil bare kunne købe rene underbukser eller komme hjem uden at fryse. Det er en lille fortælling med en enorm tyngde.
I “Den rigtige Thomas” følger vi Thomas, der netop er kommet ud af fængslet. Han skal have sin søn på besøg og vil købe en hovedpude til ham – en simpel opgave, der alligevel vokser til noget uoverskueligt. Skal puden være dun, fjer eller syntetisk? Og kan han holde sig fra værtshuset, når han nu alligevel kommer forbi? Novellen er klassisk samtidsrealisme – skarp, rørende og skrevet med en nerve, der gør, at man forstår Thomas’ frustrationer. Han vil gerne gøre det rigtige, men livet og hans egen fortid trækker i ham fra flere sider.
Den sidste novelle, “Søskende”, følger en søskendeflok, der i vinterkulden beslutter sig for at tage skæbnen i egne hænder. De vil væk – væk fra et hjem, hvor de voksne svigter, væk fra et ansvar, der hviler alt for tungt på deres unge skuldre. De vil skabe et nyt liv for sig selv, et liv uden socialforvaltningens indblanding og uden frygten for, om nogen skiller dem ad. Den her historie blev siddende i mig. Jeg mærkede storesøsterens desperation og ansvarsfølelse helt ind i knoglerne. Udefra kan man måske se situationen anderledes, men som læser var jeg med dem hele vejen – jeg forstod dem, jeg heppede på dem.
En bog, jeg vil anbefale igen og igen
Jeg er blæst bagover af Rishøis noveller. De er så velskrevne, så skarpe, så hjerteskærende og håbefulde på samme tid. Man mærker kulden, man mærker uretfærdigheden, men man mærker også varmen mellem mennesker, der vil hinanden det godt.
Så ja – jeg vil, ligesom Korsgaard, anbefale Vinternoveller igen og igen.
Forfatter: Ingvild H. Rishøi
Udgivet: 21/3 – 2015
Forlag: Batzer & Co
Kulturhjørnet 