Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann / Netflix
Det er altid spændende at se, hvordan en bog bliver oversat til filmens sprog – og med SULT har Ditte Hansen og Louise Mieritz skabt en både troværdig og stærkt rørende filmatisering af Tine Høegs roman.
Noget af det, jeg var mest nysgerrig på, var, hvordan bogens refleksioner og tankestrømme ville blive omsat til film. Her har man valgt at bruge voice over med passager fra bogen, og det fungerer virkelig godt. Det giver et intimt indblik i hovedpersonen Mias (Rosalinde Mynster) indre liv og understreger hendes intense længsel efter et barn.
For mig ramte filmen endnu hårdere end bogen. Hvor jeg fandt romanen lidt ensformig, følte jeg mig opslugt af filmens visuelle fortælling, der balancerer smukt mellem humor og smerte. Den tragikomiske tone – som f.eks. de absurde scener, hvor Emil (Joachim Fjelstrup) bakser rundt med stole i fertilitetsklinikken – gør de tunge temaer lettere at bære, uden at alvoren går tabt.
Rosalinde Mynster leverer en fremragende præstation som Mia, og jeg kan også varmt anbefale hende i HVOR KRAGERNE VENDER. Hun får virkelig nuancerne frem i en karakter, der på én gang er sårbar, stædig og besat af sin drøm om at blive mor.
SULT er en film, der giver stof til eftertanke. Det er ikke en film, jeg ville se igen og igen – dertil er den for følelsesmæssigt barsk – men jeg kan kun give den min varmeste anbefaling.
Kulturhjørnet 