annonce
Nogle bøger er så smukke, at man næsten mister pusten. Værd at vente på er en af dem. Det er en bog for alle aldre – en visuel og poetisk oplevelse, der minder os om, at de største mirakler ofte sker i det stille, hvis vi blot giver os tid til at se dem udfolde sig.
Bogen tager os med på en rejse gennem tidens forskellige rytmer: fra et hjerteslag på et enkelt minut til et menneskeliv på over 80 år. Vi ser en drageflues vinger folde sig ud på en dag, en bjørn gå i hi for vinteren og en regnskov vokse over 60 år. ❤️🐻🌳
Naturens cyklus bliver fortalt med en næsten meditativ ro, der gør den til en perfekt modvægt til vores travle hverdag.
Rachel Williams’ tekst er enkel og poetisk, men bogens sande stjerne er Leonie Lords illustrationer. De er vanvittigt smukke – fulde af dybde, farvespil og en næsten drømmende kvalitet, der gør hvert opslag til et lille kunstværk. Kombinationen af ord og billeder skaber en bog, der både oplyser og berører.
Værd at vente på er en bog, man har lyst til at vende tilbage til igen – en påmindelse om, at livet ikke altid skal gå så stærkt. 🦋


Forfatter: Rachel Williams
Illustrator: Leonie Lord
Udgivet: 7/11 – 2024
Forlag: Forlaget Albert
