annonce
Jeg ved ikke, hvad jeg regnede med, da jeg åbnede 13 ½ minut, men det var i hvert fald ikke dét, jeg fik. På et tidspunkt overvejede jeg at opgive den, men samtidig var den så letlæselig, at jeg – til trods for den (for mig) alt for mystiske handling – fortsatte.
Dorrit Willumsens roman bevæger sig i et grænseland mellem surrealisme og eventyr. Vi følger Dan, en ung mand, der fascineres af en dukke, som kan synge og danse i præcis 13 ½ minut. Hendes eksistens er både erotisk og gådefuld, og snart er Dan viklet ind i hendes liv og hendes mystiske partner, som Dan jævnligt besøger i deres kolonihavehus. Er det kærlighed? En besættelse? Eller et symbolsk dukketeater om begær, identitet og kontrol? Jeg er ikke sikker – og det er netop mit problem.
Efter min begejstring over Georgkomplekset (2022) troede jeg, at jeg kunne lide eksperimenterende litteratur, men 13 ½ minut fik mig til at tvivle. Jeg forstod ikke personernes hensigter eller bevæggrunde. Jeg kunne ikke afkode, hvad der var virkeligt, og hvad der var fantasi. Hele dukkemotivet – er det et billede på marionetdukker, Lolita-tematik eller en erotisk Pinocchio-fortælling? Måske en blanding af det hele, men for mig endte det mest som et intellektuelt eksperiment, jeg aldrig helt blev følelsesmæssigt involveret i.
Bogen har uden tvivl sine kvaliteter, og Willumsens sprog er smukt og letflydende. Men for mig druknede fortællingen i sin egen kunstneriske ambition – og jeg blev efterladt med flere spørgsmål end svar.
Forfatter: Dorrit Willumsen
Udgivet: 4/10 – 2024
Forlag: Gyldendal
Kulturhjørnet 