Film: Bænken

Fotocredit: Ole Kragh-Jacobsen / Zentropa

For 25 år siden indledte instruktør og manuskriptforfatter Per Fly sin såkaldte “Danmarks-trilogi” med Bænken (2000), efterfulgt af Arven (2003) og Drabet (2005). Førstnævnte – og filmen, dette indlæg handler om – var endda Flys debut. Da jeg en kold januardag satte mig til rette for at se den for første gang, gik der ikke mange minutter, før det stod klart: Jeg var 25 år for sent på den. Eller, okay – måske er det tilgiveligt, at jeg ikke sad i biografsædet som 3-årig … men at jeg først ser den nu? Det er en fejl. Det er sikkert en kliché af rang at sige, at jeg er chokeret over, at Bænken er en debutfilm – men ikke desto mindre er det sandt. For hvordan kan en første film føles så helstøbt, så præcis i sit blik på mennesker og samfund? Og hvad er det egentlig, den handler om?

Per Flys Bænken er en fortælling om mennesker på samfundets rand, om svigt, fortrængninger og den slags kærlighed, der kommer for sent. I centrum står Kaj (Jesper Christensen), en tidligere kok, der nu tilbringer sine dage på bænken foran det lokale butikscenter. Alkohol har erstattet ambitioner, og dagene glider langsomt forbi i selskab med andre skæbner – Connie, Carsten, Bo og Lis – alle på vej ned i den sump, som ingen vil kendes ved. Kaj har for længst resigneret, men hans velkonstruerede mur af ligegyldighed får sprækker, da hans datter Liv (Stine Holm Joensen) og barnebarnet Jonas uventet dukker op i hans liv. Liv er på flugt fra en voldelig ægtemand og kæmper for at skabe en ny tilværelse for sig selv og sin søn. Kaj har ikke set sin datter i 19 år – og har ingen intentioner om at ændre på det.

Men skæbnen vil det anderledes. Langsomt vikles Kaj ind i Liv og Jonas’ liv, først modvilligt, siden med en nyfundet stolthed. Han strammer sig an, inviterer dem til middag, finder en gammel cykel frem til Jonas – små gestusser, der føles monumentale for en mand, der har vendt ryggen til alt, der krævede ansvar. Filmen er et studie i ar på sjælen og social arv, men også i de små, forsigtige skridt mod forandring. Kaj er hverken en klassisk helt eller skurk – han er et menneske i frit fald, men også en mand, der i glimt viser, at forandring er mulig, selv når alt synes tabt.

Men fortiden lader sig ikke udslette, og da Liv opdager sandheden om Kaj og hendes egen opvækst, bryder alt sammen. I desperation vender Liv tilbage til sin voldelige mand, men konsekvenserne bliver fatale. Da Kaj endelig får chancen for at gøre noget rigtigt, er det måske for sent. Hans liv slutter, som det begyndte – præget af afsavn og uforløst kærlighed.

Filmen blev en enorm succes og modtog fem Bodil-priser, herunder for Bedste Film og Bedste Mandlige Hovedrolle. Den vandt også tre Robert-priser og cementerede Per Flys status som en af Danmarks mest markante instruktører. Bænken var første del af Per Flys såkaldte Danmarks- eller klassetrilogi. Efterfølgerne Arven (2003) og Drabet (2005) skildrer henholdsvis overklassen og middelklassen. Dem må jeg nu se – for hvis de bare nærmer sig Bænkens niveau, har jeg store filmoplevelser i vente.

Vil man dykke endnu længere ned i Bænkens univers, kan jeg varmt anbefale et afsnit af podcasten Verdens bedste film. Her ser Jesper Christensen og Nicolaj Kopernikus tilbage på filmen og dens efterliv – både på skærmen og i virkeligheden. “Der kommer stadig folk op til mig og vil tale om Bænken – eller Gud vil de ej, de vil tale om deres bror, der nu er død af druk,” siger Jesper Christensen i episoden, hvor de to skuespillere 23 år senere genser deres præstationer og reflekterer over filmens betydning.

Vært: Nicolaj Kopernikus.
Gæst: Jesper Christensen.

Du kan se filmen på Netflix her, og
du kan lytte til podcast-afsnittet på DRLYD her.