Havskum

annonce

Vi er mange, som læser med, når Nanna Lundgaard Arbøl (@hverdagslinjer) skriver smukke strofer på Instagram, men jeg er overbevist om, at hendes digtsamlinger fortjener endnu mere opmærksomhed. I november udgav hun HAVSKUM — en poetisk perle, der rammer med både kraft og sårbarhed. En kærlighedsfortælling om strømninger mellem et jeg og et du, og hvad der sker, når havet skyller kærligheden væk.

Det er sjældent, jeg læser digte af denne kaliber. Kombinationen af lyrik og prosa skaber en variation, der gør bogen yderst tilgængelig. Arbøl skriver med en nærværende skarphed, der gør det muligt at føle smerten og tabet i hendes ord – selv uden selv at have oplevet det samme. Og måden, hun væver havets symbolik ind i værket? Det føles både elegant og nødvendigt, næsten som om titlen selv har født teksterne.

For mig er HAVSKUM en af den slags bøger, der bliver hos én. Det er en varm anbefaling til dig, der har elsket og måske også mistet – eller til dig, der vil give lyrikken en chance, men er bange for at drukne i dens dybder. Her bliver du løftet nænsomt op af bølgerne.

Forfatter: Nanna Lundgaard Arbøl
Udgivet: 18/11 – 2024
Forlag: Copenhagen Storytellers

Skriv en kommentar