Er jeg (også) psykopat?

annonce

Er jeg (også) psykopat? er på én gang navlepillende uden at blive patetisk, og detaljeret uden at blive kedelig. Geo har skabt en bog, der har en nerve og en dybde, som fanger én fra første til sidste side. Romanens prolog er skarp og står som en formidabel begyndelse på en skræmmende, men gribende fortælling, der kredser om Geos frygt for at ligne sin psykopatiske far. Og slutningen – ja, her sluttes cirklen på smukkeste vis, og romanen får en afslutning, der binder hele historien sammen på en utrolig fin måde.

Det er en art biografi, men heldigvis af den slags, der formår at tilføre noget nyt. Mange biografier (oplever jeg) har en tendens til at repetere tidligere historier, men her føles hver side som et frisk pust – en fortælling, der formår at overraske og trække læseren dybt ind i Geos verden. Der er intet opremsende eller overfladisk her; det er ærligt, skræmmende og så dybt personligt, at man sidder med følelsen af at få noget sjældent og sårbart foræret.

Geo viser virkelig sit talent for sproget. Det er tydeligt, at han har kælet for hver eneste sætning. Og det mærkes – læseoplevelsen bliver næsten syret, når man det ene øjeblik sidder fuldstændig nedtrykt og ramt af hans opvæksthistorier, og i næste øjeblik tager sig selv i at grine over de absurde episoder, han beskriver. Kombinationen af de mørke, skræmmende minder og de humoristiske øjeblikke skaber en unik balance, der gør bogen til en kæmpe pageturner. Man vil bare have mere og mere, og inden man ved af det, er man nået til den sidste side.

Samtidig tilføjer chefpsykolog Tine Wøbbes bidrag en vigtig faglig dybde, der gør, at man som læser sidder tilbage med en udvidet forståelse for psykopati. Og netop det, at Geo afslutningsvis sætter sig i psykologstolen for at få det endegyldige svar på, om han har arvet sin fars sind, føles som kulminationen på hele rejsen – både hans og læserens.

Kort sagt: Er jeg (også) psykopat? er en bog, der får dig til at føle, reflektere og leve med helt ind i Geos tankeverden. En kæmpe anbefaling til enhver, der er klar til en ærlig og utrolig velskrevet læseoplevelse.

Forfatter: Geo
Udgivet: 7/10 – 2024
Forlag: Lindhardt og Ringhof

Ét svar til “Er jeg (også) psykopat?”

Skriv en kommentar