annonce
Hjertets Vagabond — Karin Michaëlis’ litterære perle fra 1930 er nu blevet genudgivet af forlaget Alhambra, hvilket bidrager til at markere den vigtige genopdagelse af hendes betydningsfulde forfatterskab.
I Hjertets Vagabond følger vi Kirsten, en kunstner og globetrotter, der lever et usædvanligt liv i en tid, hvor få kvinder turde dette. Gennem sin modernistiske fortællestil og Kirsten som karakter formår Michaëlis at fange temaer som kvindefrigørelse, kunst, seksualitet og menneskerettigheder. Modige og vigtige emner – særligt for den tid, bogen udkom i.
Kirsten Kjærs liv bliver fortalt som hundrede liv i ét, især i hendes årtier i USA. Hendes utrolige historie, eventyr og eskapader var meget interessante, og jeg kunne ikke undgå at fordybe mig i hendes refleksionsniveau og frihedstrang. Bogen beretter om hendes møder med fjender, elskere og utallige(!) venner.
Fortællingen er skrevet gennem Kirsten, som genfortæller sine erindringer til et “du”. Dette gøres på en både moderne og legende måde, som samtidig er så letlæselig, at den fremstår tidløs.
Selve Kirsten-karakteren havde jeg det dog ambivalent med. Hendes mange beretninger om venner og elskere optog mig meget i begyndelsen, men efterhånden som det fortsatte i samme spor, oplevede jeg det desværre som lidt gentagende — meget som den vagabondtilværelse, titlen henviser til. Samtidig gik jeg også fra at finde Kirsten yderst fascinerende til at blive lidt småtræt af hendes evige uimodståelighed til til sidst at forstå hendes mere komplekse karakter.
Bogen indledes med en introduktionen til Karin Michaëlis og det faktum, at bogen tager udgangspunkt i en virkelig person. Dette tilføjede, for mig, en ekstra dimension til læseoplevelsen, hvilket gjorde bogen mere interessant. På trods af, at fortællingen halvvejs synes en anelse gentagende og ikke fangede mig så meget som begyndelsen, formåede fortællingen dog at genfange min interesse mod slutningen.
Alt i alt var Hjertets Vagabond en god bog, der, trods små udfordringer, formåede at levere en god og interessant læseoplevelse. Jeg er glad for endelig at have læst mit første Michaëlis værk!
Forfatter: Karin Michaëlis
Udgivet: 10/11 – 2023 (genudgivelse)
Forlag: Alhambra
