Malma Station

annonce

I Alex Schulmans roman Malma station tager han sine læsere med på en følelsesladet rejse mod Malma Station, hvor skæbnen væver et fint net mellem fem enestående karakterer – alle har de en forbindelse til hinanden, som man – undervejs i læsningen – binder sammen. Et ægtepar i dyb krise, en enlig far og hans datter, samt en ung kvinde, søgende efter svar på den gådefulde arv, hendes mor efterlod hende.

Rejsen mod Malma station bliver ikke blot en fysisk rejse, men også en indre rejse gennem lag af hemmeligheder og nedarvede traumer. Schulman formår at udforske de komplekse relationer mellem børn og forældre på en måde, der rammer – og som jeg håber, også efterlader andre læsere med refleksion over egne familiære relationer.

Det, der gør Malma station interessant – men desværre lige så forvirrende – er fortællestrukturen. Historien udfolder sig ukronologisk, og passagerne befinder sig ikke i toget samtidig. Der er faktisk år imellem deres rejser, og ikke desto mindre møder vi også personerne gennem et hav af flashbacks, hvilket skaber møder på tværs af aldre.

Kompositionen bliver således et kunstnerisk væv af tidslige lag, og jeg har ikke stiftet bekendtskab med en lignende fortællestruktur før. Desværre må jeg indrømme, at selvom jeg elskede idéen, blev jeg aldrig helt opslugt. For mig blev alle springende i tid og de skiftende synsvinkler en kilde til forvirring, og jeg formåede aldrig at blive helt fanget af fortællingen … og dét, til trods for min ellers store begejstring over Schulmans øvrige bøger.

Måske jeg lader mig forvirre for let – det ved jeg ikke, men det er bestemt ikke min sidste Schulman-læseoplevelse. Glæder mig meget til snart at skulle i gang med Skynd dig at elske.

Forfatter: Alex Schulman
Udgivet: 23/2 – 2023
Forlag: Lindhardt og Ringhof

Skriv en kommentar